Mærkesag: Tilbyd early stage finansiering

På tværs af de førende life science klynger i USA og Europa er udklækningen af nye life science startups betinget af adgang til en offentlig, risikovillig kapitalformidler, som udfylder et hul i det private kapitalmarked ved at investere tidligt når risikoen er højest. Det samme gør sig gældende for andre højteknologiske områder som fx robotics, AI og cleantech. Det er derfor afgørende vigtigt for etableringen af nye højteknologiske selskaber og industrier i Danmark, at der tilbydes statslig risikovillig seed kapital.

Danmark har set en opbremsning i udklækningen af nye life science selskaber. Den primære grund er mangel på seed investorer og kapital til at etablere startups.  Adgangen til seed kapital i Danmark er dårligere end de førende udenlandske life science klynger, især Boston, Cambridge og Paris, og er svagere end for 10-15 år siden.

En lang række undersøgelser har påpeget at proof of concept (PoC) midler er afgørende for succesfuldt, at kunne kommercialisere forskning. I 2013 blev den statslige (PoC) pulje nedlagt, hvilket har betydet, at der samlet set er betydeligt færre midler til rådighed for PoC aktiviter i dag end før 2013. En anden afgørende årsag til den manglende seed kapital er, at flere af de hedengangne innovationsmiljøer i de senere år nærmest stoppede med at investere i kapitalintensiv life science. Medicoindustrien forventer at Vækstfondens og Innovationsfondens indsats vil adressere dette problem.

Private investorers interesse for risikodeling via offentlige seed finansiering understreges ved at innovationsmiljøernes porteføljeselskaber indenfor life science mellem 2012-17 samlet tiltrak over 2 mia. kr. i efterfølgende kapitalrunder, hvilket betyder, at den offentlige investering er blevet gearet ca. 10 gange.

Fundamentet for succes skæmmes dog af udsigten til den planlagte beskæring fra 2020, som vil medføre at der fra 2020 vil være 40 % mindre kapital tilgængeligt for startups. Der er behov for yderligere kapital - ikke mindre - hvis Danmark skal vedligeholde sin førerposition i life science industrien globalt.